Bidskinner

En bidskinne kan være nødvendig, hvis man skærer tænder om natten. Når man skærer tænder slider man sine tænder unødigt, og det kan være mere rationelt at slide akrylet på en bidskinne end tandens egen emalje og tandben.

Tænderskæren kan også give anledning til hovedpine, smerter fra musklerne i kæberne eller smerter i kæbeleddet. I disse tilfælde kan en refleksfrigørende bidskinne hjælpe på smerterne fra kæberne eller lindre hovedpine, samtidigt med at tænderne ikke slides unødigt.

Der findes forskellige typer af bidskinner, og vi undersøger altid dine kæber, muskler og tænder, for at finde ud af hvilken bidskinne, der vil være bedst i dit konkrete tilfælde. En grov regel er, at en blød bidskinne kan bruges, hvis der alene er tale om at beskytte tænderne mod slid, hvorimod en hård ,refleksfrigørende stabiliserings-bidskinne både beskytter tænderne mod slid, samtidigt med at den aflaster kæbeled og –muskler.

Når du skal have lavet en bidskinne, tager vi på klinikken et aftryk af tænderne i overmunden og undermunden samt en registrering af sammenbiddet. Selve bidskinne fremstilles på laboratoriet, og når du kommer for at få skinnen udleveret, finjusterer tandlægen bidskinnen til dig, ved at slibe på akrylet til den passer fuldstændigt til dine bevægelser med kæben.


Vi bruger cookies, så du får en bedre brugeroplevelse. Ved at klikke dig videre på siden accepterer du, at vi bruger cookies.
OK, luk boks Cookie politik