Tandudtrækning

En tandudtrækning er en behandling, som kan være en nødvendighed, når der ikke er nogen mulighed for at redde en tand. Det kan også være en behandling, som patienten vælger frem for andre behandlinger, f.eks. i stedet for en rodbehandling, som kan være en dyr affære. Prisen for en almindelig, simpel tandudtrækning er fastsat af tandlægeoverenskomsten. Du vil altid få bedøvelse til en tandudtrækning, og vi bestræber os altid på at gøre tandudtrækningen så lidt ubehagelig som muligt. Det gør ikke ondt, at få en tand trukket ud, når du er bedøvet med lokalbedøvelse.

Forud for en tandudtrækning tager vi i næsten alle tilfælde et røntgenbillede for at vurdere røddernes spredning og eventuelle afbøjninger, så vi kan planlægge tandudtrækningen så skånsomt som muligt.

Der er stor forskel på, hvor nem en tand er at trække ud, og det er kun i de simple tilfælde, hvor man kan holde sig til den af overenskomsten fastsatte pris. Hvis det bliver nødvendigt at dele tanden og tage rødderne ud enkeltvis er der ikke længere tale om en simpel tandudtrækning, men i stedet en kompliceret tandudtrækning. Prisen på denne behandling kan variere alt efter, hvor tidskævende tandudtrækningen bliver. I nogle tilfælde kan det også blive nødvendigt at lave en regulær operativ fjernelse af en tand (Læs mere under operationer).

Smerter efter tandudtrækning kan som regel lindres ved brug af almindeligt håndkøbsmedicin som Panodil (paracetamol) og/eller Ipren (ibuprofen). Hvis du har smerter efter tandudtrækning, som ikke lindres ved at tage håndkøbsmedicin, skal du kontakte klinikken på tlf. 86624255

 


Vi bruger cookies, så du får en bedre brugeroplevelse. Ved at klikke dig videre på siden accepterer du, at vi bruger cookies.
OK, luk boks Cookie politik